Hvis du vil købe et så billigt hus som muligt, skal du gå efter et hus, der er opført før 1920. Derimod er nye huse fra 2001 og frem de klart dyreste.

Det viser en opgørelse fra Boliga fra 1. kvartal 2024, der for Videncentret Bolius har samlet de gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser fordelt på de år, huset er opført i. 

Opgørelsen viser, at et hus, der er blevet opført fra 2001-2024 i gennemsnit bliver solgt for 24.100 kr. pr. kvadratmeter. Derimod koster huse fra 1920 og tidligere i snit 12.000 kr. pr. kvadratmeter.

I perioderne fra 1921-2000 er salgsprisen nogenlunde ens – her ligger kvadratmeterprisen mellem 17.000 og 19.500 kr.

Hvorfor er ældre huse billigst?

Og der er grund til, at det er de ældste huse, der er billigst.

– Der er i folks bevidsthed meget vedligehold i gamle huse, og gamle huse kan ikke umiddelbart opnå de energimærkninger, som et nyt hus kan, siger Tine R. Sode, fagekspert i Videncentret Bolius.

Samtidig er en del af de gamle huse placeret på landet, hvor huspriserne er lavere end i byerne.

Hvilke ting kan med fordel ændres ved gamle huse?

  • Efterisolér hulmur og tag.
  • Udskift varmekilden til en moderne.
  • Placér radiatorer under vinduerne og ikke inde i huset.

Kilde: Tine R. Sode, fagekspert i Videncentret Bolius

Ulemper og fordele ved ældre huse

Der kan både være fordele og ulemper ved gamle huse, hvis de ikke er blevet vedligeholdt godt nok og måske fornyet. Tine R. Sode peger på følgende ulemper: 

  • Boligindretningen i gamle huse er væsentlig anderledes end nu – fx er der små rum og lukkede køkkener.
  • Indeklimaet kan være dårligt – pga. af fx placering af radiatorer, kuldebroer og manglende isolering.
  • Installationerne i gamle huse skal måske udskiftes, og det er dyrt.
  • Det koster mange penge at installere et ventilationsanlæg, som mange ønsker.

Til gengæld er der også store fordele ved ældre huse, da de kan byde på noget, som nye huse ikke kan.

– Det koster lidt penge at få et gammelt hus til at fungere som et nyt, men så har man også charmen fra det gamle. Det er huse med sjæl. De kan have overflader med patina som smukt, slidte trægulve, og spændende detaljer som stuk, flotte lysninger eller høje paneler og gesimser udenfor, siger Tine R. Sode.

Derfor er nye hus dyrest

Der er flere forklaringer på, at huskøbere gerne vil betale mere for et nyere hus.

– Nye huse er billige i varme, nemme at vedligeholde og med en moderne indretning og enkel opbygning, der gør det nemt at indrette dem til, hvad man gerne vil have.

– Til gengæld er de meget ens, indretningen er forudsigelig og måske lidt kedelig, og der er ikke meget sjæl, mener Tine R. Sode.